Indhold
- Besøg af tværkulturelle interessenter
- Når vi er på besøg
- Kirke- og kulturmedarbejders efteruddannelse
- Sommerlejr, weekendlejre og festuge
- Folkehuset Kvaglund
- Fornemt besøg
- International dag i Folkehuset
- Stiftet og det nationale netværk
- Kontorplads på stiftskontoret
- Nyt Logo
- International Mandeklub
- Uden mad og drikke…
- Aktiviteter
- Nye lokaler
- Nyt kræver tilvænning
- Bredde i relationer
- Brobygning
- Besøg af kongehuset
- Håb og drømme
- Praktikanter
- Afslag på asyl
- Opholdstilladelse
- Al Massira
- Én dags lejr
- Ny praktikant
- Kvinder møder Kvinder
- Frivillige medarbejdere
- Praktikanter
- Asyl og samarbejde med Hviding asylcenter
- Inflations mad
- Besøg af Biskop
- Kvindefesterne
- Andre opgaver
- Vi er flyttet
- Fordele og ulemper
- UC-syd
- Deltagere
- Frivillige
Besøg af tværkulturelle interessenter
I starten af feb. fik vi besøg af 3 fra den Norske kirke. Det gjorde vi i et samarbejde med Esbjerg kommunes Kultur afdeling, da de også synes at det tværkulturelle fokus er vigtigt i samarbejdet omkring Folkehuset
Kvaglund. Og i løbet af året har vi haft flere dagsbesøg af folkekirkelige aktører. Godt at mærke deres nysgerrighed og lærerigt at skulle præsentere vores aktiviteter og måde at tænke og arbejde på. Det skærper os i vores daglige arbejde.
Det er altid dejligt at modtage besøg fra andre som har interesse og/eller erfaring med tværkulturelt arbejde.
Når vi er på besøg
Vi får også invitationer om at komme på besøg andre steder. Farup sogn, Hjerting sogn, Varde provstis præstekonvent. Det er altid spændende at give dem indblik i hvordan deres egen befolknings-sammensætning er hos dem lokalt og hvad der kunne være deres tværkulturelle udfordring og opgave. Viborg stift inviterede os til deres Samskabelseskonference mellem kirke og kommuner. Her skulle vi fortælle om samarbejdet med Esbjerg kommune og Kvaglund kirke om Folkehuset Kvaglund. Det er sjovt at kunne fortælle at FTC’s måde at tænke og arbejde på danner grundlaget for hvordan Folkehuset arbejder på. Det har dannet præcedens og givet kommunens respekt for hvordan kirken kan arbejde på en folkeoplysende
måde.
Kirke- og kulturmedarbejders efteruddannelse
Vores medarbejder Lars Laxtein Kristiansen har været afsted 2 gange 5 dage. Først på Liselund på Sjælland og sidst på FUV i Løgumkloster. Han melder tilbage at det er interessant og lærerigt at være afsted, selvom ikke alt er relevant for hans arbejde.
Sommerlejr, weekendlejre og festuge
Hvert år er vi foråret på en tværkulturel weekendlejr på Solbakken ved Haderslev. En Tværkulturel Sommerlejr på Løgumkloster Efterskole og i år som noget nyt: En tværkulturel efterårslejrdag i Kvaglund kirkes lokaler og en Sommerfesteuge i Kvaglund arr. af Folkehuset Kvaglund. Sommerfestugen samlede dagligt ca. 200 børn og lidt voksne til 5 eftermiddage i uge 27 med 40 frivillige, hoppeborge, slush ice, popcorn, tarzanbane, vandballoner, snobrød, is, saft, kage og kaffe. Størstedelen var børn fra hjem med ikkedansk oprindelse. Det var en skøn uge. Det gav børn som ellers ikke har mulighed for en sommeroplevelse noget at fortælle om da de kom i børnehave og skole efter sommerferien.
Folkehuset Kvaglund
Kvaglunddagen den første lørdag i september er en årlig tradition, hvor vi altid har en bod med international Kvinde og mandeklub, hvor vi sælger billige pandekager og gør reklame for vores klubber. Det blev også dagen som fortsatte med et brag af en åbningsfest for Folkehuset Kvaglund. Det var skønt at se så mange af vores tværkulturelle kontakter var med til at fejre åbningen af Folkehuset.
Fornemt besøg
I forbindelse med biskoppens visitats i Østerbyen fik vi besøg af biskop og provst med flere andre til vores internationale dag i Folkehuset, hvor de kunne spise med af maden fra det arabiske køkken. Det var dejligt at kunne vise vores internationale brugere at kirkens høje stillinger også besiddes af ganske almindelige mennesker. Vi var stolte af at kunne vise vores arbejde frem.
At kronprinseparret også lige kom på besøg, havde vi ikke lige set komme. Men Esbjerg kommune havde valgt at foreslå Folkehuset som et sted de kunne besøge, når de nu alligevel var i Esbjerg. Russiske Sasha fra sprogcaféen og Eritreiske Henok fra mandklubben var 2 af dem som fik lov til at snakke med kronprinseparret. Det var stort. At mærke den opmærksomhed det har skabt om Folkehuset og vores
tværkulturelle arbejde har været en gave som var større end vi havde forestillet os
International dag i Folkehuset
Tirsdage kl. ca. 15.00-21 har vi international dag i Folkehuset. Dvs. at vi prøver at give et samlet tilbud om international Kvindeklub og mandeklub, Sprogcafé og fællesspisning.
Dagen er opbygget på flg. måde:
kl. 15-17.30 Tilbud om kvindeklub eller Sprogcafé
Kl. 17.30 -18.30 Fællesspisning uden tilmelding til 20 kr.
Kl. 18.30 – 20.30 Tilbud om Mandeklub eller Sprogcafé
Dvs. at de fleste bliver hængende eller kommer lidt tidligere så de kan være med til fællesspisning. Vi er ca.30 til fællesspisning.
Det at både vi medarbejdere samler kræfterne til om tirsdagen, gør at vi bedre kan hjælpe hinanden og oplever at det styrker synergien både blandt deltagere og os lønnede og ulønnede medarbejdere.
Samarbejdet med kirken og Folkehuset er virkelig godt og skaber noget nyt og spændende for lokalområdet og vores internationale kontakter.
Stiftet og det nationale netværk
Vi medvirker med en stand til landemode i Ribe stift. Det giver god kontakt til mange sogne. Det at jeg, som stiftspræst er med i det Mellemkirkeligt Råd på nationalt plan, er en del af Folkekirkens Migrantsamarbejdes ressourcenetværk og er med i Mellemkirkeligt stiftsudvalg i Ribe giver en god kontakt med mange folkekirkelige aktører og gør det nemmere at løfte den tværkulturelle dagsorden op i flere
sammenhænge.
Fx er der nu, af det Mellemkirkelige stiftsudvalg, lavet en grundig rapport til Ribe Stiftsråd og til de 8 provstier i stiftet med hjælp af Folkekirkens Migrantsamarbejde. Det giver anledning til at besøge hvert enkelt provstiudvalg i stiftet og snakke om de anbefalinger som rapporten kommer med.
Kontorplads på stiftskontoret
Som noget nyt efter sommerferien har jeg som stiftspræst fået en kontorplads på Ribe stiftskontor. Det er en stor glæde og bevirker at det er nemmere at løfte FTC’s arbejde frem i hele stiftet.
Nyt Logo
Måske har den opmærksomme set at vi har fået nyt logo til FTC. Vi vil gerne udtrykke at det tværkulturelle repræsenteres af mennesker fra hele verden og at vi i Danmark rummer en rig mangfoldighed og forskellighed, vi som Folkekirke har en gave og en opgave i at byde indenfor i både vores lokalsamfund og vores kirker.
v/ Peter Marius Sode Jensen
collage
International Mandeklub
2023 har været et interessant år i vores Internationale Mandeklub og man kan på mange måder kalde det et før og efter år. Den første del af året foregik jo i vores velkendte barak som har været en fast følgesvend for mandeklubben igennem mange år. Man finder ud af hvor meget tryghed spiller ind for en selv, men også for medlemmerne når man så laver om på hvor klubhuset ligger, men det kommer vi til.
Uden mad og drikke…
En af de ting som virkelig fungerede godt med vores mænd i det første halvår, var den fælles madlavning. Tidligere havde jeg stået og lavet mad sammen med vores praktikant og måske en af mændene som var
mødt op tidligt. Vi ændrede vores praksis en del af tiden og lod mændene tage del i madlavningen og udfordringen med at følge en opskrift. Det kan være både sjovt og frustrerende at være vidne til hvordan en
opskrift bliver fulgt eller ikke fulgt, men der er kommet utrolig meget godt ud af at have madlavning som en fast del af programmet. Ofte har der været flere hold, hvor nogle stod for hovedretten, mens andre klarede salat og dessert. Den fælles madlavning har bidraget til en sund konkurrence mændene imellem og måske også lidt flere drillerier.
Aktiviteter
I mandeklubben har vi været både på fisketur og indendørs klatrevæg foruden fodbold, bowling og gåture. Lige meget hvilke aktiviteter vi har haft gang i, er det altid spændende at se hvem der dukker op til den pågældende aktivitet, eller måske bliver helt væk. Vores kulturer er så forskellige, og de ting der samler eller spreder kan nogle gange være en stor overraskelse.
Nye lokaler
Sommerferien slutning markerede overgangen til det nye Folkehus i Kvaglund og mandeklubben og sprogcaféen skulle have nyt mødested. Før sommeren havde vi talt om hvordan vi kunne skabe mere synergi mellem Sprogcaféen, mandeklubben og kvindeklubben, og svaret blev at vi skulle prøve at samle alle aktiviteterne under et tag og på en dag; nemlig International Dag. Tirsdag er så blevet til International Dag i Folkehuset Kvaglund hvor vi har forsøgt at få de forskellige aktiviteter til at mødes og måske forene sig i noget der kan bringe flere mennesker sammen og skabe mere fællesskab.
Nyt kræver tilvænning
Det har været en hård fødsel og megen energi er blevet brugt på at få de forskellige ting til at spille sammen uden at vi kan sige at vi på nogen måde er kommet i mål. Det har været hårdt, men også godt og vi kan se at ideen fungerer på nogen punkter og på andre måder stadig er grøn og ikke fuldt udviklet. Det tværkulturelle er kaotisk til tider, og rodet for det meste, og det skal vi konstant minde os selv om i denne proces.
Bredde i relationer
Flere af mændene kunne ikke forstå at vi ikke længere skulle mødes i den så velkendte barak som jo i deres øjne var det perfekte sted at mødes. Nu er der pludselig nye mennesker til stede når vi også spiser sammen med Sprogcaféen og Kvindeklubben. Den nye dimension med fællesspisning har vist sig at være rigtig god på trods af at det er noget nyt og måske skræmmende for nogen af deltagerne. Nyt er svært, det er der ikke nogen tvivl om i denne sammenhæng, men det er bestemt også et bidrag til at skabe bredde i relationerne.
Brobygning
Med vores nye tiltag har vi haft lidt sværere ved at opretholde det samme aktivitetsniveau som tidligere på året, og det har været savnet af mændene. Samtidig har vi oplevet at den sociale del hvor der bliver snakket ved bordet/bordene faktisk er blevet styrket. Det er rart sjovt at se hvordan mændene nu interagerer med dem der kommer i sprogcaféen eller bare de almindelige brugere af Folkehuset. Kort før jul kunne jeg konstatere at 3 af mændene fra mandeklubben sad i en sofagruppe med 2 af de ældre damer som kommer for at strikke og hygge i Folkehuset. Det er brobygning på et plan som vi selvfølgelig håbede ville ske i Folkehuset, men ikke noget der var garanteret. Når barakken er glemt, så tror jeg at vi kommer til at se meget mere af den slags interaktioner som bare er så fantastisk at observere.
Besøg af kongehuset
Da vi havde besøg af kongehuset i november måned, var Henok fra mandeklubben en af de personer der drak kaffe med kronprinsparret i Folkehuset, og flere af de andre mænd var inviterede til at sidde med
indenfor mens der var besøg. Det med at være inviteret til at være med indenfor sammen med kronprinsparret har været en stor oplevelse for mændene fra mandklubben, men også for Sasha fra sprogcaféen og de undervisere der kunne nyde kaffen i samme stue som de kongelige.
Håb og drømme
Mit håb er at vi kan få skabt nok ro omkring vores tirsdage så vi kan udvikle på konceptet og forhåbentligt skabe et sted hvor mange af vores Internationale venner vil føle sig hjemme. Personligt vil jeg gerne se flere expats i Folkehuset, og jeg drømmer om at det kan blive et sted hvor de kan samles til hygge og kaffe.
Praktikanter
Tidligt på året havde vi tre praktikanter hvor den ene var i jobprøvning igennem Esbjerg Kommune og de andre (Bahram og Rahman) kom fra asylcenteret i Hviding. Praktikanten fra Esbjerg Kommune måtte vi bede om ikke at komme tilbage, da hans opførsel ikke kunne forenes med vores menneskesyn. Det var trist at skulle bede praktikanten om ikke at komme tilbage, når det var tydeligt at han også havde et behov for fællesskab.
Afslag på asyl
Rahman flyttede til Jelling asylcenter med hans kone og 2 små børn og det var også lidt svært da de havde fået en plads i hjerterne hos mange i kirken også. De har siden fået afslag på ophold i Danmark og skal flytte til et udrejsecenter et andet sted i Danmark.
Opholdstilladelse
Bahram har været fast inventar som praktikant fra efteråret 2022 og helt indtil han fik sin opholdstilladelse i oktober måned. Vi har set mange få afslag på deres asylsager, men Bahram har mirakuløst fået lov til at blive, og har bedt om at få lov til at bo i Esbjerg Kommune. Vi oplevede at han blev døbt også i oktober og på den måde blev det en dobbelt fejring i kirken. Bahram havde inviteret mange gæster med til dåben, og det blev til en smuk gudstjeneste hvor der også blev sunget på farsi. En stor dag i det tværkulturelle arbejde når man ser menigheden og gæsterne spiser på kryds og tværs til den efterfølgende frokost.
Al Massira
I det forgangne år har jeg fortsat min deltagelse i Al Massira som er et tilbud om kristendomsundervisning rettet mod specielt muslimer. Vi mødes fortsat hos Gunhild og Jens i Hviding. Jens har døjet med helbredet i det forgangne år, men har trods det været i gang næsten hver uge med at afholde vores møder. Vi har flere gange haft fuldt hus og vi har også kørt kurset på både engelsk og kinesisk, men ellers på farsi som vanligt. Al Massira er godt værktøj til at undervise folk med muslimsk baggrund, og de er gode til at stille spørgsmål og lade sig udfordre at de spørgsmål som bliver stillet i videoerne.
Én dags lejr
I oktober afholdt vi en lejrdag i Kvaglund Kirke som et alternativ til en hel weekendlejr. Vi havde ca. 50 personer der deltog i lejrdagen og en del af dem er også fast inventar til Al Massira, men der var selvfølgelig også nye ansigter fra andre steder. Vi glæder os over at Ashraf og Reza fortsat hjælper til med oversættelse når det er nødvendigt, til Al Massira, lejre og selvfølgelig også når vi har en dåb i kirken.
Ny praktikant
I november måned fik vi en ny praktikant fra Hviding, nemlig Siavash som også er fra Iran. Siavash har netop fået opholdstilladelse og flytter derfor til København. Et kort men godt bekendtskab med en mand der altid er smilende og klar til at tage fat.
v/ Lars Laxtein Kristiansen
kvinder møder kvinder
Kvinder møder Kvinder
2023 blev året hvor vi flyttede ind i ”Folkehuset Kvaglund”. Nu mødes kvindeklubben om tirsdagen fra kl. 15.30 til 17.30 og slutter dagen med at spiser med til fællesspisningen. Det er hyggeligt og dejligt at vi nu har mere tid sammen med alle, både mænd og kvinderne i samme lokale. ”Kvinder møder kvinder” mødes også onsdag formiddag kl. 11 til 13, hvor vi laver frokost sammen og efter spisning er der en time til oplæg, eller snak om forskellige emner. Om onsdagen kommer mellem 5 og 10 kvinder.
Tirsdagen er forsat i støbeskeen, jeg er ikke helt sikker på hvad der skal til for at det kommer til at fungerer over i Folkehuset. Men vi kan blive ved med at prøve forskellige modeller af for at se om det hjælper. Kvinderne der kommer tirsdag, har mere behov for sprogundervisning end Kvindeklub.
Frivillige medarbejdere
u har vi en lille gruppe frivillige. 3 kvinder er der tilbage. De hjælper til med hver deres evner og uden dem fungerer kvindeklubben ikke. De er med til at bringe nuancer til fællesskabet som er nødvendigt. De tager et kæmpe slid med at undervise i dansk og hjælpe med at lave mad.
Praktikanter
Jeg nyder stadig rigtig meget godt af samarbejdet med jobcentret, som sender mennesker ud i praktik. I år har jeg haft glæde af Rikke, Lina fra Ukraine, Aynur fra Tyrkiet og Sarah fra Somalia. De har bidraget med hvert deres og selv fået noget ud af at komme og være med i Kvindeklubben. Lina har hjulpet med at lave mad om torsdagen til fællesspisning. Det har sat et herligt ukrainsk udtryk på køkkenet om torsdagen.
Asyl og samarbejde med Hviding asylcenter
I år har vi sagt farvel til Rahman og Hadis og deres 2 dejlige børn, de fik afslag på Asyl efter 8 års proces. Det var svært at se den familie miste håbet om en fremtid i Danmark. På den anden side var glæden i år at Bahram og Siawash fik asyl. Bahram fik endda lov at blive her i Esbjerg hvilket er til glæde for menigheden i Kvaglund. Bahram nyder godt af at han allerede har fået en familie her i Kvaglund kirke.
Fra Hviding asylcenter har vi stadig Dongling i praktik, Hun og hendes søn kommer fra Kina. Dongling har et stort ønske om at få bibel oplæring. Jeg har haft nogle dejlig men også sværere samtaler med Dongling hvor hun har fortalt om livet i Kina. Kursus materialet Alpha har været vores grundlag for vores snakke. Det har været så godt at kunne tække det frem og finde ud af at der nu er lavet et materiale specielt for Kinesere og det er lavet af Kinesere.
Inflations mad
Igennem samarbejdet med Esbjerg kirkernes sociale arbejde har vi fået mulighed for at dele inflationshjælp ud. Jakobskirken har søgt blå kors om midlerne og får hver 14 dage tilsendt kasser fra ”Lidl” med tør varer som alle kan bruge. Da de ikke havde kontakt til nok familier selv, fik jeg muligheden for at kunne dele ud til Kvinder og mænd med børn i Kvinde klubben og i mandeklubben. Jeg må sige det har givet en del interesse fra andre, som også godt kunne tænke sig at modtage maden. Jeg tror også det er bragt et par stykker ekstra ind i Folkehuset for at finde ud af hvad der foregik.
Besøg af Biskop
Vi fik besøg af Biskoppen og havde fortalt de biskoppen kom, så det var vigtigt at de kom og hilste på ham. Vores Ukrainske praktikant Lina havde også forstået at Biskoppen kom. Hun kom hen og spurte mig: ”Biskoppen hvem er det?” og udpegede Elof for Lina. Hendes kommentar var: ”Nej det er ikke nogen Biskop han har jo igen ting på, ingen hat, ingen kors, ingen kendetegn. Det kan ikke være en Biskop.” Men det var en hyggelig aften med Elof Vestergård og alle nød samværet med ham.
Kvindefesterne
D. 10. november 2023 blev der igen inviteret til Kvindefest. Det har været et stort tilløbsstykke, men blev pludselig meget svigtede deltagelsen til arrangementet. I år prøvede vi igen efter flere års pause. Det var en hyggelig aften med omkring 40 kvinder og børn. Der var ikke så mange børn denne gang og dem som var ville heller være med til at danse. Kvinderne kom med mad fra deres hjemland og Bodil havde lavet dansk mad. Det var en hyggelig aften og kvinderne efterspurgte om ikke vi kunne holde en igen snart. Jeg tænker dog at en gang om året er vist fint.
Andre opgaver
- Besøg hos Kvinder fra klubben.
- Snakke med kvinder jeg møder i Fakta eller på vejen
- Programlægning
- Frivilligmøder
- Frivilligpleje
- Skriftlig og mundtlig PR.
- Styregruppe for Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe stift.
- Tværkulturelle lejr
- Samarbejde med andre som arbejde blandt nydansker
- Følge med i forholdene i forskellige lande
- Følge med i love og regler på udlændingeområdet
- Holde kontakt til Gulli (Irakisk Kurder) Kurdisk modersmål undervisning
Glæde
Jeg har det bedste arbejde, som jeg nyder til fulde. Det er et meget meningsfyldt arbejde som giver mig meget glæde.
v/ Inge Skjølstrup
Sprogcafeen i Kvaglund 2023
Vi er flyttet
I årets løb har vi flyttet sprogcafeen over i Folkehuset og vi har skiftet fra torsdag til tirsdag. Vi var spændte på, hvad det ville betyde for cafeen, men siden vi kom over i Folkehuset er deltagerantallet
steget stille og roligt. Vi har beholdt det samme koncept, et eftermiddagshold og et aftenhold, sang mv, så det er der ikke ændret på.
Fordele og ulemper
Der er både fordele og ulemper. Vi er mere synlige, og får nemmere kontakt til andre og kan på den måde måske få flere deltagere. Vi inviterer alle på billig aftensmad, det er godt.
Men de frivillige har påpeget, at vi er mere ”hjemløse”, vi er ikke så samlet, som vi var før. De små undervisningslokaler ligger spredt, vi bruger også mødelokalet, konfirmandlokalet og nogle gange et kontor i kirken. Det skal vi have fundet løsninger på i det nye år
UC-syd
I sommer kom der en vejleder fra UC-syd med ca. 17 unge internationale studerende. Der kom en del af dem et stykke tid, men de forsvandt hurtigt igen. Det mønster er normalt også for sprogskolerne.
Deltagere
I starten af året var der kun meget få deltagere, men i slutningen kom vi op på omkring 15 deltagere pr gang. Alt i alt har der været ca. 80 deltagere.
Der kommer både flygtninge, indvandrere, unge, studerende, gamle, folk, som er nye i Danmark og folk, som har været her længe osv. Nogle kommer meget få gange, andre i meget lang tid og nogle
gange kommer de igen efter lang tid.
Vi ved aldrig, hvor mange, som kommer eller hvem. Det gør det spændende og også udfordrende. Det gør også, at vi er nødt til at være meget fleksible.
Men deltagerne giver udtryk for at de er glade for at komme, og de har virkelig brug for et sted at tale dansk. Mange gør det ikke hjemme eller i hverdagen, og mange gange hører vi også, at de ikke har så meget tid til at tale i sprogskolen. Derfor bruger vi rigtig meget tid på samtale.
Frivillige
I løbet af året er der kommet to nye frivillig til, og der er nu 7. Det er godt at være så mange, men der er også nødvendigt, fordi der jo også er fravær, der skal dækkes ind. Det og deltagernes fremmøde kræver igen fleksibilitet, og det har de frivillige.
De frivillige er meget glade for at være med og meget engagerede. Vi har haft to medarbejderaftener, hvor vi er i private hjem, den ene gang hos en frivillig. Vi spiser god mad, har sprog-lege, eller anden underholdning og hygger rigtig meget. Det er vigtigt for samarbejdet. Vi sætter alle stor pris på det.
Tre af de frivillige var med i Folkehuset den dag vi havde besøg af kronprinseparret. Det var godt at kunne invitere dem med. Nogle var også med, da en deltager fra Iran blev døbt i kirken. Det var stort.
v/ Berith Nord Hansen