Alpha er en række oplæg om den kristne tro. Typisk holdes et forløb over 11 uger hvor man mødes en gang i ugen. Hver gang tages et emne om tro op, og er et oplæg til en efterfølgende samtale. Alpha holdes stort set over hele verden, og alle er velkomne. Det holdes f.eks. på cafèer, i kirker, på universiteter, aftenskoler eller i private hjem. Ikke to Alpha kurser er ens, men generelt har de tre ting til fælles: Mad, et oplæg og en god samtale.
Mad
Et måltid mad er en god måde at bringe folk sammen på, og det er det også i forbindelse med Alpha. Derfor begynder vi med at spise sammen, fordi det medvirker til at opbygge et fællesskab og dermed lære hinanden at kende.
Film eller oplæg
Oplæggene er udformet til at engagere og inspirere deltagerne til en samtale. De varer som regel 30 minutter, og det kan enten være et personligt oplæg eller en af de videoer, der findes til alle sessionerne. De udforsker de store emner om tro og åbner en samtale om grundelementerne i kristendommen, som for eksempel: Hvem er Jesus? Hvordan kan jeg tro? Hvorfor og hvordan kan jeg bede? Hvordan leder Gud os?
Diskussion
Dette er som regel den vigtigste del af et Alpha kursus: Muligheden for at dele tanker og ideer om det pågældende emne i en mindre gruppe. Ingen er forpligtede til at sige noget, og der er ikke noget der ikke må siges eller stilles spørgsmål til. Dette er en mulighed for at høre andres mening og bidrage med sit eget perspektiv i en ærlig, venlig og åben atmosfære.
Du kan finde materiale og mere inspiration på https://danmark.alpha.org/.